×
Viben er overvejende grøn med metalglans og har en lang, tynd fjertop i nakken. Halsen er sort og bugen hvid. Hunnen er knap så prangende som hannen og med mindre nakketop. Navnet vibe har fuglen fået efter sin stemme. Længde ca. 30 cm, vingefang 70-76 cm.
Biologi
Lever af orme, insekter og padder samt plantedele. Vibens akrobatiske sangflugt er et karakteristisk syn i det tidlige forår. Viben er primært dagaktiv, men især ved fuldmåne i vinterhalvåret, kan den også være aktiv om natten. Først på sommeren, når yngletiden er overstået, samles de i flokke. Arten får 1 kuld på 4 æg.
Levested
Yngler i åbne landskaber, såsom enge, moser, dyrkede marker og strandenge. Fugtige, gerne vandlidende og åbne områder med lav vegetation foretrækkes.
Udbredelse
Viben er gået voldsomt tilbage i Danmark siden 1970'erne, men den er stadig en af de mest almindelige og talrige vadefugle i landet. Udover at være ynglefugl optræder viben også meget almindeligt som trækgæst og i mindre grad som vintergæst nordfra. Alt efter, hvor hård vinteren er, samles viberne i det vestlige Jylland eller drager længere mod syd.
Tekst baseret på Arter.dk