I sommerdragt er hannen af toppet skallesluger en ret særpræget fugl med sit metal-grønne hoved, de strittende nakkefjer og røde øjne. Resten af fjerdragten er ganske spraglet, og især det længdestribede, rustbrune bryst er karakteristisk i forhold til den nært beslægtede store skalleslugers hvide bryst. Hunnen er betydeligt vanskeligere at kende fra hunnen af stor skallesluger, men en mere udflydende grænse mellem det brune hoved og den grå hals, en mindre hvid hage og en kortere, mere strittende nakketop er karakterer, der adskiller de to.
Forvekslingsmuligheder
Den kan let forveksles med stor skallesluger som beskrevet i beskrivelsen. I flugt adskiller toppet skallesluger sig ved at have sorte linjer gående igennem det hvide område på overvingerne.
Biologi
Som navnet antyder lever toppet skallesluger mest af skidtfisk, altså fisk der ikke er vigtige for erhvervs- eller sportsfiskeriet. Således står fisk som hundestejler, kutlinger og ålekvabber på menuen. Desuden udgør mindre krebsdyr og plantemateriale en del af kosten. Arten får 1 kuld på 7-9 æg.
Levested
Arten findes langs kyster og større fjorde. Desuden yngler den enkelte steder på ferskvandslokaliteter, bl.a. i Vejlerne.
Udbredelse
Danmark ligger på artens sydgrænse i Europa. Herhjemme er arten ret almindelig ved egnede levesteder. Toppet skallesluger findes både i Europa, Asien og Nordamerika. Arten forekommer især i de nordlige egne, hvor den både yngler ved kysterne og langt fra havet ved søer og floder.
Tekst baseret på Arter.dk
Toppet skallesluger, Lejodde (Maj 2021)
Tilbage til oversigten