×
Voksne hanner hos strømanden har gråblå fjerdragt med rødbrune sider og distinkte, hvide tegninger, som omfatter en større hvid plet ved næbroden. Voksne hunner er mindre farverige med brungrå fjerdragt med en hvid, rund plet på hovedet. Strømanden har en glat, tætsiddende isolerende fjerdragt, der kan indeholde meget luft. Luften får anden til at flyde på vandet som en korkprop.
Biologi
Strømænder finder deres føde enten dykkende eller i vandoverfladen. De æder bløddyr, krebsdyr, insekter og deres larver samt planteføde.
Levested
Strømanden yngler langs hastigt strømmende, kolde vandløb. De godt skjulte reder anbringes ofte på jorden i nærheden af vandet.
Udbredelse
Fuglen yngler hovedsageligt i den nordlige del af Nordamerika samt på Grønland og Island. Arten er en trækfugl, som om vinteren opholder sig ved stenede kyster ved Atlanterhavet og Stillehavet. Den er en sjælden gæst i Vesteuropa og er aldrig truffet i Danmark.
Tekst baseret på Wikipedia