×
Steppehøgen er en slank, elegant rovfugl med lange vinger og lang hale. Den flyver lavt over terrænet med let løftede vinger på jagt efter føde. Hannen er helt lysegrå med smalle, sorte kiler yderst på vingen. Den voksne hun er gråbrun mens ungfuglene har rustrød bug.
Forvekslingsmuligheder
Hunnen og ungfuglene er svære at skelne fra hedehøg og blå kærhøg men har en tydeligere halskrave og er mørkere i ansigtet.
Biologi
Steppehøgen lever fortrinsvis af gnavere og andre mindre pattedyr samt småfugle. Reden anlægges på jorden i højt græs, og arten får 1 kuld på 4-5 æg.
Levested
Arten yngler på stepper samt fugtige, åbne græsområder med spredte bevoksninger af buske.
Udbredelse
Steppehøgen yngler primært i Rusland og Kina og overvintrer i Afrika syd for Sahara samt i det sydlige Asien. Herhjemme ses arten fåtalligt i træktiden.