Splitternen er den største af de almindeligt forekommende danske ternearter. Dens fjerdragt er lys med en lysegrå ryg og vinger, hvid hals og bug. Den har et langt, sort næb med en gul spids og sorte ben. Toppen af dens hoved fra næbbet og op er sort med en sort nakketop med strittende nakkefjer. Dens vinger er lange og smalle, og de får i løbet af sommeren mørkere håndsvingsfjer. Mod vinteren bliver den forreste del af dens hoved hvidt med en smal, sort streg bag øjet. Ungfugle har mørke pletter på ryg og overvinger med mørke næb og halesider. I luften kendes den på dens dybe vingeslag og dens karakteristiske kald, der består af et hæst og skarpt "krii-ææh".

Forvekslingsmuligheder
Den kan forveksles med andre arter af terner, men kan genkendes på sit næb og sorte nakketop, samt dens kald.

Biologi
Splitternen lever især af småfisk, særligt tobiser, brislinger og sild, som den fanger ved at styrtdykke ned i stimerne. Den spiser desuden krebsdyr, bløddyr og orme. Den fouragerer længere ude på havet end andre ternearter. Arten kan få 1 kuld på 1-2 æg.

Levested
Splitterner yngler på småøer, øer og holme i kolonier ved kyster og fjorde, der er ubeboede, har lav vegetation, og hvor dens fjender, såsom ræven, ikke kommer ud. De yngler som regel i midten af en hættemågekoloni, mens hættemågerne selv er ved at yngle. Her fordriver de aggresivt hættemågerne i den midterste del af kolonien og udnytter deres forsvar.

Udbredelse
Splitterne er en forholdsvis almindelig fugl i Danmark, men arten er kun fordelt på 10-15 lokaliteter særligt i det nordlige og vestlige Jylland. Efter yngletiden mødes splitternerne i Sydvestjylland, hvor de fælder samlet i stort antal. Splitternerne kommer til Danmark i april, og ved udgangen af august-september er de fleste fløjet sydpå igen.

Tekst baseret på Arter.dk