Skestorken er en mellemstor fugl med et langt, bredt og skeformet næb, der har givet inspiration til dens navn. Fuglens fjerdragt er hvid med en svag gullig og bred halsring, der bliver bredere mod brystet og nærmest ender i en okkerfarvet plet på brystet. I yngletiden får fuglen en hvidlig til gylden fjerdusk i nakken. Dens ben er lange og sorte, næbbet er grålligt til sort med en gul spids, og under næbbet er hagen også gullig. Ungfuglene har sorte spidser i vingernes hvide fjer, der let ses når de flyver. Skestorken er trods sit navn ikke en stork, men en ibis.

Biologi
Fødesøgningen foregår i lavvandede områder, hvor skestorken med det flade næb filtrerer småfisk, insektlarver, snegle, muslinger, krebsdyr, haletudser og smådyr fra vandet ved at bevæge næbbet sidelæns i vandet, mens fuglen bevæger sig fremad. Næbbet fungerer da både som en si og en skovl. Skestorken er temmelig sky og kræver ro omkring ynglestedet. Den kan få 1 kuld på 3-5 æg.

Levested
Skestorke forekommer i åbne kystområder, floddeltaer, åbne moseområder eller i kystlaguner, hvor reden kan placeres i rørskov eller på småøer. Her er æg og unger i sikkerhed for ræven.

Udbredelse
Danmark er det nordligste yngleområde for arten. De danske ynglefugle ankommer i marts-april og trækker sydpå igen i slutningen af august til september. Skestorken opleves bedst i Skjern Enge. Skestorken overvintrer i Vestafrika.

Tekst baseret på Arter.dk