Silkehalen er korthalet, hovedsagelig gråbrun med en iøjnefaldende top på hovedet. Hannen har en sort maske gennem øjet og sort strube. Bugen er kastanjefarvet. Overgumpen er grå, og halen har yderst et gult bånd, der indadtil er afgrænset af en bred sort kant. Armsvingfjerene er sorte, og håndsvingfjerene har gule felter, der også ses på den lukkede vinge. Ungfugle er blegere end de voksne.
Biologi
I yngletiden lever silkehalen af insekter, men i vinterkvarteret lever den primært af rønnebær, andre bær og forskellige former for frugt. Arten er udrustet med en usædvanlig stor lever, som gør den i stand til at forbrænde store mængder alkohol. Silkehalen får 1 kuld på 4-6 æg.
Levested
Silkehalen yngler i ældre skove med en rig undervegetation med mange bær.
Udbredelse
Silkehalen yngler i skove i de nordlige dele af Eurasien og Nordamerika. Mange fugle forlader deres yngleområde om vinteren for at trække længere sydpå. Silkehaler ses ret almindeligt i Danmark i vinterhalvåret, hvor de tit opdages på deres smukt klingende kald, der lyder som en lille klokke. De er meget lidt sky og forekommer ofte i byområder, hvor de især ses fouragere efter rønnebær.
Tekst baseret på Wikipedia
Silkehalefontæne, Nørrebro, København (Februar 2020)
Tilbage til oversigten