×
Med sin lange, kløftede hale, de lange kontrastrige vinger og den rustrøde farve er den røde glente en smuk og iøjnefaldende rovfugl. Den røde glente er en fantastisk flyver, der under fødesøgningen flyver ret lavt over jorden, hvor den ofte stopper op i luften, vender rundt og daler ned mod jorden for at undersøge et muligt bytteemne. Når den markerer sit redeterritorium kan den "hænge" i timevis som en drage over skoven, deraf dens engelske navn "kite".
Forvekslingsmuligheder
Arten kan let forveksles med sort glente, hvis hale er mindre kløftet og har et mere mørkebrunt indtryk. Sort glente ses kun i Danmark i forbindelse med forårstrækket.
Biologi
Rød glente har et bredt fødespektrum, men er især kendt som specialist i at finde og fortære ådsler. Derfor har arten en vigtig rolle som "naturens skraldemand". Men glenten er også i stand til selv at jage og dræbe sit bytte. Ungerne fodres således især med friskfangede padder, krybdyr, mus, rotter, hareunger, småfugle, kragefugle og måger. Arten får 1 kuld på 2-3 æg.
Levested
Den røde glente yngler i åbne landskaber med spredte skove, gerne i nærheden af vandløb, søer eller moser. Den fouragerer ofte ved skovbryn og andre lysåbne habitater.
Udbredelse
I Danmark har arten været i fremgang i de seneste år og findes nu i alle landsdele. Arten yngler udelukkende i Europa – primært i Tyskland, Frankrig og Spanien.
Tekst baseret på Arter.dk