Pomeransfuglen har sit navn efter sit orangebrune bryst, hvis farve minder om tørret skal fra citrusfrugten pomerans. Om sommeren får den et tydeligt hvidt bånd på brystet, der adskiller den nøddbrune underside fra den grå hals, og brede hvide øjenstriber, der mødes i nakken. Hovedet er på toppen sort med hvide kinder og hvid strube. Dens overside er gråbrun, undervingerne er lysegrå, undergumpen hvid og benene grøngule. Hannen klarer det meste af yngelplejen, derfor er hunnen mere klar og distinkt i farverne. Vinterdragten er mere falmet gulbrunlig med bleg gulbrun øjenbrynsstribe.
Forvekslingsmuligheder
Arten kan forveksles med strandhjejle og hjejle i form, men pomeransfuglen er lidt mindre og mere buttet.
Biologi
Pomeransfuglen lever af insekter, orme og snegle. Den fouragerer i en karakteristisk foroverbøjet stilling i løb afbrudt af korte stop, hvor den stikker næbbet ned i jorden for at trække insekter frem. Reden består af en fordybning i jorden. Arten får 1 kuld på 3 æg.
Levested
Pomeransfuglen yngler i bjerg- og fjeldområder i koldere og nordligere egne. I Danmark ses den typisk på sandede marker og heder, pløjemarker og nysåede eller nyspirede korn- eller roemarker samt lignende vegetationsfattige og tørre steder.
Udbredelse
Pomeransfuglen er en trækfugl og yngler ikke i Danmark, den ses her kun som trækfugl i foråret og efteråret. I foråret kan et par hundrede fugle ses i det vestlige Jylland, mens antallet under efterårstrækket fra midten af august til oktober er meget lavere, men mere spredt ud i landet. Pomeransfuglens udbredelsesområde rækker fra Skotland over Skandinavien og videre mod øst gennem Sibirien til Beringstrædet.
Tekst baseret på Arter.dk
Pomeransfugl, Flatruet, Sverige (Juli 2022)
Pomeransfugl - dununge, Flatruet, Sverige (Juli 2022)
Tilbage til oversigten