×
Lille skallesluger er en smuk og kompakt dykand. Hannen er unik i sin kridhvide fjerdragt med sorte dekorative tegninger. Hunnen er gråbrun med hvide kinder. Panden og issen er rødbrun. Både hanner og hunner har et sort felt rundt om øjet. Vingeoversiderne er mørke med hvide felter. De hvide felter er størst hos hannen. Lille skallesluger bliver ca. 41 cm lang.
Biologi
Hovedparten af dens føde består af småfisk, men den tager også diverse krebsdyr og insektlarver. Den lille skallesluger fanger sit bytte ved at foretage små kortvarige dyk. Arten kan også jage i fælleskab, hvor skalleslugerne driver fiskestimer ind på lavt vand. Dette gør de ved at svømme på rad og række med hovederne under vandet. Når fiskestimen er drevet ind på lavt vand, er det hver fugl for sig selv. De små skalleslugere kaster sig vildt og voldsomt over fiskene. Arten producerer 1 kuld om året på 7-9 æg.
Levested
Arten yngler ikke i Danmark men i træktiden kan arten træffes langs kysterne, i større søer og i havneområder. Den ses typisk enkeltvis eller i små flokke.
Udbredelse
Arten yngler i de nordligste dele af Skandinavien, Rusland og i Sibirien og er udbredt som trækgæst i hele Danmark. De største flokke findes i de østlige dele af Danmark. Ved Maribo-søerne er arten særligt talrig.
Tekst baseret på Arter.dk