×
Lille fluesnapper er den mindste af fluesnapperne i Danmark og er på størrelse med en gransanger. Den har brunlig overside og lys underside. Hannerne får fra deres tredje leveår en karakteristisk orangerød strube. Fugle i alle dragter kan kendes på, at halens sider inderst er hvide. Hannens sang er 3-6 sekunder lang og varierer stærkt, men afsluttes ofte med en faldende tonerække som hos løvsanger. Kaldet er langt og snerrende rrrrrr, der kan minde om gærdesmuttens.
Biologi
Lille fluesnapper lever af insekter, der fanges i bladløvet. De kan dog også fanges i luften ligesom det er tilfældet for andre fluesnappere. Arten får 1 kuld på 5-6 æg.
Levested
Arten yngler fortrinsvis i ældre, åben løvskov med rig undervegetation og med forekomster af vand, men den kan også yngle i blandskov.
Udbredelse
Lille fluesnapper har sin hovedudbredelse i Østeuropa og Rusland med vinterkvarter i Sydasien. I Danmark er der siden 1941 gjort omkring ti ynglefund spredt over hele landet, især i åbne parkagtige løvskove. Som trækgæst ses den specielt om foråret i anden halvdel af maj i forbindelse med østlige vinde, særligt almindeligt på Christiansø.
Tekst baseret på Wikipedia