×
Isfuglens vinger er blågrønne og oversiden er turkisblå. Undersiden og fødderne er orangerøde og på halsen har den en hvid stribe. Det lange kraftige næb er sort hos hannen og rødligt på undersiden hos hunnen. Isfuglen kan blive op til 16 cm lang med et vingefang på 24-26 cm.
Biologi
Isfuglen er en dygtig fisker, der fanger sit bytte ved at styrtdykke ned igennem vandoverfladen. Den kan fange fisk med en længde på op til 10 cm. Fuglen får typisk 2 kuld på 5-7 æg.
Levested
Isfuglen lever i områder med søer eller vandløb. Vandet skal helst være meget klart, for at den kan få øje på sit bytte. Den foretrækker at yngle ved søer og vandløb med krat eller skov som opland. Rederne anlægges i udgravede tunneler på skrænter nær vand eller i væltede træers rodkager.
Udbredelse
Isfuglen er udbredt i det meste af Europa. På trods af at Danmark ligger på artens nordlige udbredelsesgrænse, bliver fuglen her i landet om vinteren. Kolde vintre med isdække på vandløb og søer kan have en betydelig reducerende effekt på bestanden af isfugle.
Tekst baseret på Arter.dk