Den hvide vipstjert er en elegant spurvefugl med sin lange hale, som den konstant vipper med. Fuglen har hvidt ansigt, sort kalot og hagesmæk. Oversiden er grå og undersiden hvid. Ungfuglene er derimod mindre karakteristiske, da den grålige fjerdragt ikke er så kontrastrig. Flugtkaldet tsi-litt er meget karakteristisk.
Biologi Hvid vipstjert lever af insekter, som den tager på jorden. Vipstjerten anbringer sin rede i hulrum. Arten får 2 kuld på 5-6 æg.
Levested Den yngler gerne i nærheden af vand og findes i næsten alle slags habitater på nær skov og tætbebyggede byområder. Uden for yngletiden samler de hvide vipstjerter sig i store flokke for at overnatte kollektivt og dermed opnå en bedre beskyttelse mod rovdyr.
Udbredelse I Danmark er den hvide vipstjert vidt udbredt. Arten har en meget stor udbredelse i Europa og Asien. De danske fugle trækker til overvintring i Middelhavsområdet samt Nordafrika. I milde vintre kan enkelte hvide vipstjerter overvintre i Danmark.