×
Dværgternen er verdens mindste terne. Karakteristisk for arten er dens meget slanke vinger. I sin sommerdragt har den voksne dværgterne en hvid pande, og næbbet er gult med en sort spids. Tøjlen, der går fra næbbet til bag øjet, er sort. I vinterdragten bliver forissen lysere, og den sorte tøjle forsvinder. Næbbet er helt sort. Den juvenile dværgterne har et mørkt næb med en grågul basis. Oversiden af kroppen og vingerne har mørke mønstre. Undersiden er helt hvid. Panden er hvid og toppen af hovedet er mørkt. Arten flyver med hurtige vingeslag og virker stresset i sin flugt.
Biologi
Føden består af småfisk og krebsdyr, som den styrtdykker efter på lavt vand. Dens bytte er som regel noget mindre end de andre terners bytte, og derfor undgår den meget konkurrence med andre nærtbeslægtede arter. Dværgternen får 1 kuld om året bestående af 2-3 æg. Arten kan leve helt op til 20 år i naturen.
Levested
Både som ynglefugl og trækgæst er arten fåtallig. Den foretrækker at yngle i mindre kolonier bestående af 5-10 par. Grusede og stenede strandbredder og tørre strandfælleder er gode yngleområder. Mennesker og hunde, der færdes på stranden samt ekstraordinære højvander, udgør en trussel for ynglekolonierne. Derfor må arten ofte finde nye steder at anbringe deres kolonier.
Udbredelse
Ynglende individer er mest talrige i Vadehavsområdet. Derudover findes de også på Rømø, Fanø, Læsø, Saltholm og Møn. Der findes ca. 400-600 ynglende dværgterner i Danmark. Nord for Danmark er bestanden af dværgterner meget lille, og derfor kommer der kun meget få trækkende gæster til landet. Den overvintrer typisk ved Middelhavet og Afrikas vestkyst.
Tekst baseret på Arter.dk