×
Canadagåsen er ensfarvet brunlig-grå med lyst bryst. Næb, fødder, hoved og hals er sorte, og den har et genkendeligt hvidt trekantet hagebånd. Næbbet har ”tænder” omkring kanten, som kan bruges som skæreredskab. Gåsen har en længde på 90-105 cm, et vingefang på 160-185 cm og en vægt på 3.5-6.5 kg.
Forvekslingsmuligheder
Canadagåsen kan forveksles med bramgåsen. Denne er dog mindre og mere kompakt.
Biologi
Arten spiser hovedsageligt plantemateriale, som den får ved at græsse på marker og enge. Den spiser i mindre omfang også vandplanter. Canadagåsen kan producere 0.7 kg afføring om dagen. Canadagåsen er meget territorial og aggressiv over for andre dyr, men kan ses i mindre flokke sammen med svaner og andre gæs hen over vinteren.
Levested
Canadagåsen lever fortrinsvis i og omkring næringsfattige ferskvandssøer, hvor den også yngler.
Udbredelse
Canadagås stammer oprindeligt fra Nordamerika, men i 1600-tallet blev den indført som prydfugl på godser og i parker i England. I 1930’erne blev den indført i Sverige, Norge og Finland, og alle disse steder er der i dag en stor ynglebestand. Canadagåsen yngler kun fåtalligt i Danmark, men den er en almindeligt forekommende træk- og vintergæst.
Tekst baseret på Arter.dk