Agerhønen er lille, buttet og grålig med rødbrune farver på kind og vinge. På nederste del af brystet er en mørkebrun plet ("brystskjoldet"). Den er 28-32 cm lang og har et vingefang på 45 – 48 cm.
Forvekslingsmuligheder
Agerhønen er svær at forveksle med andre arter. De fugle der ligner mest er fasanhøner, som er større og har længere hale, og vagtler, som er mindre.
Biologi
Agerhøns lever af frø og skud, som de finder på markerne. De er meget afhængige af en vis mængde urter på markerne. Ud over planteføden tager agerhønsene insekter og edderkopper – specielt i yngletiden. Kyllingerne er helt afhængige af insekter og anden dyrisk føde de første 2-3 leveuger. Agerhøns anbringer deres reder på jorden i græs og urtevegetationen eller i lodne grøfter. De får 1 kuld med 10-20 æg.
Levested
Agerhøns lever i agerlandet, på marker, enge osv.
Udbredelse
Agerhøns er standfugle i Danmark og var tidligere almindelige over hele landet, men er nu gået kraftigt tilbage pga. de ensformige landskaber, som skabes af det industrielle landbrug.
Tekst baseret på Wikipedia
Agerhøne, Høng (Februar 2023)
Tilbage til oversigten