Knaranden er en svømmeand. Hos hannerne er hovedet matbrunt og kroppen grå og mønstret i lyse og mørke farver. Næbbet er sort og halen er lysebrun. Hunnen har et kantet og gråtonet hoved. Fjerdragten er lysebrun og sort. Næbbet er sort med en orange stribe langs siden. Fælles for hanner og hunner er det hvide vingespejl, der sidder tæt ved basis af vingerne, hvilket ses tydeligst når de er i luften. Knaranden bliver op til 51 cm lang med et vingefang på 84-95 cm.
Forvekslingsmuligheder Knarand kan forveksles med gråand. Knaranden har en mindre og mere slank krop. Bugen hos knaranden er hvidlig, hvor den hos gråanden er mørk. Det bedste kendetegn for knaranden er det hvide vingespejl tæt ved basis af vingen.
Biologi Føden består hovedsageligt af vandplanter, frø og forskellige smådyr. Knaranden lægger 1 kuld om året bestående af 8-12 æg.
Levested Arten foretrækker lavvandede, næringsrige søer og moser. Den kan også træffes i brakvandede laguner og småholme nær kysterne.
Udbredelse Et fåtal knarænder yngler i Danmark. Ynglende knarænder findes typisk i den sydøstlige del af landet. De danske knarænder trækker til overvintring i Vest- og Sydeuropa. Som trækfugl forekommer den spredt rundt omkring i Danmark.